Da træningspladsen ligger ud til åbne marker, er det ofte koldere og mere blæsende end hjemme i ens egen have. Derfor er det en rigtig god idé med varmt, vind- og vandtæt tøj. Lange frakker og tørklæder, som kan daske hunden i hovedet bør undgås. Fodtøjet skal også være praktisk. Træsko, klip-klappere eller lignende duer ikke. God store lommer (eller lignende) med ekstra lækre godbidder er et must. Der er mange ting/dufte der kan distrahere din hund på træningspladsen, så du er nødt til at bruge ”noget særligt” her, for at fange hundens opmærksomhed. Små stykker pølse, ost, frikadeller eller specielle små kiks kan være gode. Men husk, at det skal være små og let fordøjelig godbidder, da der skal bruges mange.